Norly & Julemagien – en julefortælling i fire kapitler


Notice: register_rest_route er kaldt forkert. The REST API route definition for rollbar/v1/test-php-logging is missing the required permission_callback argument. For REST API routes that are intended to be public, use __return_true as the permission callback. Se venligst Fejlfinding i WordPress for mere information. (denne meddelelse blev tilføjet i version 5.5.0). in /home/forge/norlyandfriends.dk/web/wp/wp-includes/functions.php on line 5313

Hej! Og velkommen til. Her finder du Norlys juleeventyr, nemlig historien om Norly & Julemagien. Historien er delt op i fire kapitler, og vi udgiver ét kapitel hver uge i december. Den kan du både læse direkte fra hjemmesiden eller hentes som PDF og printe. Så sæt julemusikken på, skru op for hyggen, og læs med. Vi ønsker jer en skøn december, og en rigtig glædelig jul.

Kapitel 1: Norly, pindsvinet og de drillende julekugler

Hej med dig,

Måske har du mødt bamsen Norly, men hvis ikke, så vil jeg fortælle dig om ham.

Norly er en sød og blød bamse, men ikke en hvilken som helst en af slagsen – han er en magisk bamse, der i mange år har skabt søvnmagi. Og lige for nyligt lærte han faktisk noget nyt. Norly lærte at skabe julemagi! ”Hvordan kan bamsen Norly dog skabe magi?”, spørger du måske. Det gør han faktisk på en helt særlig måde! Når Norly tager sin guitar frem og spiller musik, så skabes der magi, som kan sprede sig over hele verden.

Norly tager på mange eventyr, og han elsker at hjælpe sine venner. En af hans yndlingshistorier handler om dengang han reddede julehyggen med dyrene i skoven! Vil du høre historien om, hvordan Norly reddede julehyggen?

Så begynder historien her:

Det var en smuk dag i skoven, og Norly havde sørget for, at der til 1. december var faldet den smukkeste sne, som lagde sig hen over træernes kroner. 

Han havde nemlig aftalt med julemanden, at december i år skulle være fyldt med sne og juleglæde. Han så sig tilfreds omkring, da han pludselig hørte et lille trist suk.

Norly kiggede hen mod træerne, hvor hans ven, det lille pindsvin, sad og så ulykkelig ud. Han gik straks hen og spurgte, ”hvad er der galt lille pindsvin?” Pindsvinet sad med en ødelagt julekugle, som han ville have pyntet træet med, men snoren var sprunget, og kuglen var faldet til jorden. Der lød et trist ”miv” fra det lille pindsvin.

Norly gav pindsvinet et opmuntrende smil og spurgte, om ikke de skulle pynte træet sammen? Pindsvinet kiggede fortvivlet på Norly og sagde fortvivlet:

”Jamen Norly, jeg tør slet ikke hænge flere julekugler op! Hvad nu hvis, de falder ned og går i stykker alle sammen?!”

Norly smilede sødt til pindsvinet og nussede ham på hovedet.

”Lille pindsvin, dét behøver du slet ikke være bange for! Faktisk findes der noget helt specielt, der kan hjælpe: Julesmagi! Hvis du og jeg synger en julesang sammen, så kan vi pynte træet helt uden, noget falder ned. Julemagien kan nemlig holde julekuglerne på plads!”, sagde Norly kærligt.

Norly og pindsvinet sang i kor og ved hjælp af julesangens klang fløj alle kuglerne op og pyntede træet, så det strålede. Det lille pindsvin jublede i fryd og takkede Norly for hans (og julemagiens) hjælp. Men hvad var dog det? Norly hørte et forfærdet hvin i baggrunden. Det lød som Norlys anden ven, den lille mus, og det lød slet ikke godt. Hvad skulle der nu ske?

P.s. Skal I også skabe julemagi derhjemme? Få fingrene i en personlig julesang lige her

Norly, musen og gaverne, der ikke ville pakkes ind

Hej med dig! Husker du historien fra sidste uge? Der hvor Norly hjalp det søde pindsvin med at pynte juletræet med julemagi? Norly havde lige hjulpet pindsvinet, da han hørte et forfærdet hvin fra sin ven, den lille mus. Norly gik straks længere ind i skoven, for hvis den lille mus havde problemer, ville Norly gerne hjælpe. Norly gør nemlig altid sit bedste for at være en god ven og hjælpe andre.

Længere fremme mellem træerne så han den lille mus sidde med en masse krøllet papir om sig. ”Åh nej, hvad er der dog sket her?”, sagde Norly stille til sig selv. Norly skyndte sig over og spurgte musen, hvad der var galt. Den lille mus fortalte ham, at han ikke var særlig god til at pakke julegaver ind. Musen kiggede fortvivlet op på Norly og sagde:

”Jeg vil så gerne pakke gaven rigtig flot ind, så den kunne ligge og pynte under træet til jul”.

Norly lo kærligt og klappede den lille mus forsigtigt på hovedet.

”Vi kan da hjælpe hinanden. Sammen kan vi pakke gaverne flot ind, og det er altid nemmere med lidt julemagi. Det er faktisk endnu nemmere, når man er to, der kan hjælpes ad!”, sagde Norly sødt.

Den lille mus fik julelys i øjnene og hvinede af fryd over Norlys tilbud. Det kunne Norly meget bedre lide, end når musen var ked af det.

”Hvis vi synger den magiske julesang sammen, så vil julemagien sørge for, at gaven bliver rigtig flot. Det skal nok hjælpe, selv hvis vi ikke er så gode til at pakke gaver ind. Når man har så små poter, som vi har, kan det altså være svært at få papiret til at sidde fast – og det er endnu sværere at binde sløjfer. Men nu skal du se, hvad der sker, når vi synger, lille mus!”, sagde Norly.

Så sammen sang Norly og musen julesangen og pakkede gaven ind. Pludselig glattede papiret sig pænt ud af sig selv, og juletonerne løftede båndet op og lavede den fineste sløjfe lige midt på pakken.

Da Norly og musen så, hvor flot pakken var blevet, gav musen Norly et kram og takkede ham for, at han og julemagien havde sikret, at musen fik en god start på julen. Norly blev glad for at se, hvor lykkelig musen var over de fine gaver, men pludselig fangede noget nyt, Norlys opmærksomhed. Hvad var dog det, han kunne høre? Julebjælder? Det skulle vel aldrig være…

Norly, rensdyrene og tuden, der ikke ville lyse

Hej med dig! Er du klar til at høre mere om, hvordan Norly reddede julehyggen? Hvor var det nu, vi slap… nå, jo! Norly havde lige hjulpet den lille mus med at pakke gaver ind, da han hørte bjælder. Hvem kunne det mon være?

Norly skyndte sig ind i skoven, indtil han nåede til en stor eng, hvor lyset fra månen skinnede ned og lyste alt den hvide sne op. Og hvad var det, der var midt i engen? Åh, det var lige som Norly havde håbet: der var julemandens kane og de otte rensdyr! Det var næsten julens allerstørste stjerner, for det var jo dem, der susede over himlen og leverede gaver til alle verdens børn. Norly var meget gode venner med julemanden og rensdyrene, selvom han næsten kun så dem én gang om året.

Norly skyndte sig hen for at kramme dem, hver og en, men så bemærkede han noget trist: Rensdyrene så ikke spor glade ud.

”Jamen hej med jer! Hvad er der galt? I ser meget triste ud”, spurgte Norly forsigtigt og klappede det ene rensdyr på siden.

”Åh Norly, det er helt forfærdeligt!”, sagde det ældste rensdyr, Springer. ”Julemanden hjælper alferne med at pakke gaver ind på Nordpolen, og vi skal snart hente ham. Men ved du hvad, der er sket? Rudolfs næse er holdt op med at lyse, og det er altid ham, der leder vejen frem! Hvordan skal vi så nogensinde finde vej til nordpolen?”, spurgte Springer fortvivlet.

”Åh, det skal vi nok få fikset, må jeg tage et kig på Rudolf?”, spurgte Norly, og alle rensdyrene gav plads, så Rudolf kunne træde frem. Rudolf klemte ihærdigt øjnene sammen og koncentrerede sig dybt om at få næsen til at lyse, men der skete ingenting, og han kiggede opgivende ned i jorden.

”Jamen Rudolf, hvordan kan det dog være, din næse ikke vil lyse mere?”, spurgte Norly kærligt. Rudolf kiggede sig omkring på de andre rensdyr og lænede sig så helt ind til Norly. Norly måtte tage hovedet helt tæt på Rudolf for at kunne høre, da han forsigtigt hviskede: ”I år har jeg bare lidt svært ved at finde julestemningen. Og det er faktisk julestemningen, der altid får min næse til at lyse!”.

Norly aede kærligt Rudolf på hovedet og smilede stort rundt til alle de andre rensdyr.

”Jeg ved lige, hvad vi skal gøre – vi skaber julemagi!”, udbrød han med et stort smil. De andre rensdyr kiggede spændte rundt på hinanden og tænkte, hvor var det altså godt, at Norly var kommet forbi.

Norly tog sin guitar frem, og sammen sang de den smukkeste julesang, de kendte. Langsomt begyndte Rudolfs tud at lyse op til den klareste røde farve, Norly nogensinde havde set. Rudolf fløj op i vejret og udbrød: ”Den lyser! Den lyser!”, og de andre rensdyr jublede i kor.

”Tusind tak, Norly! Nu kan vi hente julemanden på Nordpolen, så alle verdens børn kan få deres gaver”, sagde Springer og børstede sit hoved op mod Norly.

Norly bevægede sig glad og tilfreds væk fra engen, da han kunne mærke dybt inden i, at der var én sidste ven, han måtte finde for at være helt sikker på, at alle var klar til jul. Norly gik langsomt ind i skoven, da han hørte et dybt suk. Han måtte være kommet lige i tide!

Norly, egernet og julestjernen, der manglede den sidste smule julemagi

Hej med dig! Nu er det juleaften. Er du klar til at høre den allersidste del af historien om, hvordan Norly reddede julehyggen? Norly havde lige hjulpet rensdyrene med at få Rudolfs tud til at lyse, da han vidste, at han manglede at besøge en sidste ven, som måske havde brug for hjælp til at sikre den allerbedste julestemning. Det lille egern selvfølgelig!

Norly gik længere ind i skoven, og han var ikke nået langt, da han hørte et dybt suk. Det måtte være egernet! Det lille egern sad nedenfor et træ og så sig nedtrykt over skulderen, da Norly kom hen til ham:

”Jamen lille egern, hvad er der galt?”, spurgte Norly bekymret. Egernet rystede på hovedet og pegede på den store stjerne, der slet ikke var, hvor den skulle være. Den skulle pryde toppen og lyse hele træet op, men i stedet lå den helt slukket foran juletræet.

”Jeg ville så gerne invitere alle de andre dyr herhen til juleaften, men hvordan skal det blive rigtig jul, når stjernen ikke lyser på toppen af træet? Hvad er en stjerne, uden dens helt særlige stjerneglød?”, spurgte egernet fortvivlet.

Norly løftede stjernen og kiggede på den. Så kiggede han på egernet og sagde: ”Søde egern, jeg ved lige, hvad vi skal gøre! Det eneste, julestjernen mangler for at skinne smukt igen, det er da lidt julemagi!”

Norly tog atter guitaren frem, og sammen med det lille egern spillede og sang de julesangen i kor. De sang så højt, de kunne. Stjernen lyttede stille til sangen, og som melodien lød, kom stjernen så meget i julehumør, at den begyndte at skinne smukkere end nogensinde før. Den fløj op og satte sig på træets top, så dens lys kunne ses af alle skovens dyr. Lyset kaldte skovens dyr til sig, og før Norly og egernet vidste af det, var alle dyrene samlet omkring træet med den funklende stjerne.

Norly var glad og tryg, for nu havde han sine bedste venner omkring sig, og de kunne alle holde jul sammen i den hyggelige snedækkede skov. Ikke nok med det – Norly var lykkelig, fordi han vidste, at julemagien ville sprede sig over hele landet gennem julesang og hygge, så alle landets børn kunne få den bedste jul.

Norly kiggede op og så rensdyrene komme flyvende med kanen bag sig. Allerforrest kunne Norly se Rudolfs røde tud lyse himlen op, og han blev helt varm om hjertet. I kanen sad julemanden, og han vinkede ned til Norly. ”Ho, ho, hoooo”, lød det rungende gennem hele skoven. Nu var det omsider blevet jul.

Vi hos Norly & Friends ønsker dig og din familie en rigtig glædelig jul.

Brug for endnu mere julemagi?

Skal I også skabe julemagi derhjemme? Få fingrene i en personlig julesang lige her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *